Tilbage

Kort og godt om Tornbjerg og STX

velkommen2

Er det almene gymnasium (STX) noget for mig?

STX kaldes også det almene gymnasium.  Det almene gymnasium er den ungdomsuddannelse med den nok bredeste profil, så du åbner flest døre mod videregående uddannelse – uanset hvad du vil efter gymnasiet.

Når du efter tre år på Tornbjerg står med din studentereksamen, har du fået indsigt i historie, kunst, samfundsforhold, naturvidenskab, sprog og litteratur. Du vil være ekspert i at se på problemstillinger fra mange perspektiver, fordi du møder så mange forskellige fag. Du vælger selvfølgelig en studieretning, så du også kan fordybe dig i præcis de områder, du bedst kan lide.

Modsat HHX og HTX giver STX plads til alment dannende fag som religion, oldtidskundskab, de kunstneriske fag samt idræt. Vi tror på, at det er med til at udvikle dig som et helt menneske med flere sider af dig selv og dermed lære dig selv og verden bedre at kende.

 

Er Tornbjerg noget for mig?

Ja! Tornbjerg er noget for alle unge, der vil engagere sig fagligt og personligt for at få en ungdomsuddannelse.

Du skal vælge Tornbjerg Gymnasium, fordi vi kan tilbyde dig en gymnasietid præget af glæde, respekt og levende undervisning. Vores elevgruppe er meget mangfoldig, og der er et stærkt sammenhold på tværs af klasser og årgange. Det betyder, at der også er plads til dig.

Vi er en stor skole, og det giver mange fordele. Hos os kan du udvikle dig både menneskeligt og fagligt, for vi har fitnesscenter, lektiecafé, gratis sport, musik og korsang efter skole, fredagscafé i Jazzen, talentudviklingsprojekter og mange andre aktiviteter for dig, der vil noget mere. Hvis du er elitesportsudøver har vi Tornbjerg Elite, som giver plads til at dyrke din sport på højt plan, imens du læser. Uanset din interesse har vi rammerne for dig.

Tornbjerg er en internationalt orienteret skole, hvilket betyder, at vi tænker og arbejder internationalt i dagligdagen og på studieture. Vi har som de eneste i Odense en engelsksproget STX-studieretning, hvor du får al undervisning på engelsk i de centrale fag.

Vi holder til i lyse, moderne bygninger, og der er elektroniske tavler i alle undervisningslokaler. Du er sikret tidssvarende undervisning af engagerede, fagligt stærke lærere, der vil gøre deres ypperste for at udfordre og støtte dig i dine tre år på skolen.

Vi glæder os til at se dig og være en del af de tre fedeste år af dit liv!

De bedste hilsner

Tornbjerg Gymnasiums elever, lærere, kontor og rektor

velkommen3